Hvor er du smuk, stolt og
majestætisk. Jeg ser dig der sidde ganske stille. Du falder i et med efterårets
kolorit. Helt stille vinden hvisker en følsom hilsen. Bladene danser en fredfyldt
løvfalds leg.
Der borte ser jeg dig. Først tænker
jeg at det vist ikke kunne være korrekt. Jeg ser lidt nøjere efter, jo du er en
realitet. Lille smukke skovskade sidder du der helt stille, og jeg ser dig, og
nyder synet.
To hunde leger tagfat omkring
mig, det er pølende herrer og løber af og til ind i mig. Der er så megen energisk
glæde der skal udfoldes i en pærevælling.
Perlemor, pastel lidt over i
det grå er gardinerne. Gardinerne der er trukket som en smuk hilsen hen over
himmelens bue. Bag disse hænger solen, den glæde og ømhed er at ane gennem det
smukke massive dække ~ kærlighed og varme er ikke at skjule.
Forleden så jeg ligeledes en
skovskade. Ellers er det år siden jeg ellers har noteret mig denne vidunderlige
skabning. Du har altid haft en speciel plads i mit indre univers lille ven, det
er som om du er en glædens budbringer.
Dagen du favnede ynde, bringer
lærdom til folk og fæ. Dæmpede omhyggeligheder af velvære er at plukke og
indånde. Aromaer af graciøse eventyr er at åbne for du og jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar