Der er så stille
Der er som om der aldrig har
været lyd
Der er så farveløs
Det der som om at solen aldrig
har eksisteret
Der er så tomt
Det er som om at menneskeheden
aldrig opstod
Et tomrum, en kapsel, det er som
om jeg er fanget i et spind af usynlige lænker. Det er som om at menneskeheden
stepdanser på sidelinjen, uden mål – det ser ud som om at deres virke er fatalt.
Usynlige lænker holder dem
sammen og adskilt. Det er som om at intetheden ser på mig, ja holder mig i mine
arme.
Først troede jeg at det var
menneskeheden der var fastholdt og foruden indhold. Og jeg så at det var mig
der var intetheden og jeg forsøgte at lænke tomheden.
Hvad er udenfor
Hvad er indenfor
Hvor er lænken
Hvem favner hvad
Og hvo vover intet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar