Livets sprødhed!

Meditation: tilbring mere tid i stilhed, ved simpelthen at lytte.

Tyst daler det lille blad fra træ til jord.

Den larmende tanke kan lade sig forstumme.

Stille, stille ganske sagte omfavner roen sig.

Det er i mine dybe stille stunder jeg kan ~

Det er som om at det giver en elastisk styrke der kan brede sig til den ganske dag, ja og aften med. Det er som om at det er der jeg bliver givet al min viden, der i de dybe stille stunder.

Er der noget bestemt jeg forsøger at forstå, et spørgsmål af en eller anden art jeg tumler lidt med, da lader jeg tanken dvæle lidt herom, inden jeg dykker ind i og favner, ja det er som om jeg favner al stilhed i hele Universet.

Jeg finder stilheden i nuet, jeg finder stilheden der hvor jeg er.

Det lille blad der sad der på den stærke gren, det stolte træ. Lod sig dale. Det afgav sin livsenergi for at være med til at danne overlevelse til det stolte træ.

Det er som om, at når jeg så forlader den bløde dybe stilhed, så er det at det hele er så frisk, og parat til at erobre det der ligger udenfor denne uforstyrrethed ~ så er det at der dukke svar op, ideer ~ eller er den virkningen af den forøgede styrke. Måske bare en parathed til at stå ansigt til ansigt med nuet.

Hvor er du dog smuk du lille beskedne blad. Hver dag var du der. Du dansede i vinden, lod fremføre en tone. Din tone! Fra du var sprød og ny, bare lige foldet af forårets bugnende grønhed, til du nu dalende i efterårets kolorit, har du udvist din mageløse trofasthed.

Jeg ser, jeg lytter og jeg skønner du lille blad, du gav dig fuldt ud, du levede medens du endnu var.