Livets sprødhed!

Fællesskab med naturen: forsøg i hvert tilfælde at være lidt ude hver dag.

Bare tæer, let køligt græs, en tur rundt i mangen på trædetå og glæde.

Der sker noget når vi fratager os selv den ret der er at være et med naturen.

Små skridt væk fra de industrialiserede hyttesko ~

Planter, dyr, mennesker ~ alle har vi hvert sit sprog. Flere og flere er vi der forsøger at kende sprog end det egoistiske menneskes.

Se der er en solstråle, den bør opleves under åben himmel.

Skyerne sejler, danner form og facon, fantasien kan lade sig boltre og tumle i en uforglemmelig dejlighed.  

Fantasien er noget af det dyrebareste et menneske kan være tildelt.

Noget af det dyrebareste, der er så mange andre vigtigheder at fremdrage.

Land og by, hvor hører du hjemme, dog at forskønne nuet er at lade smilet tindre ud i det ganske Univers. Er der en skov, er der en park, har du mulighed ~ se et lille strå godt forankret i den Dansken muld.

Find et lille nu, lad det florere og blive til flere, lad dem yngle til langt ud over fantasien rækkevidde.

Små skridt, langsom det kan gå, for at lade sig accelerere. Jeg brugte et nu, jeg begyndte at bruge mine små øjeblikke for at lære mig den kunst at nyde ~ alt jeg er givet at nyde.

Solen favne og bugner ~ en bregne en brændenælde, bjældeklang og bogreol, brølende blinkende bragende begejstring ~ og det alt sammen i et formidabelt lille øjeblik af et nu.

Snart er der vintertide, efterårsløvet haster ilsomt af sted. Snemand frost står og tripper og venter på at lade sig forme. Gulerod og højt filur, sneboldkamp

i støvletramp ~ jeg kan næsten ikke vente!

Menneske, menneske Adam og Madam, glæde at favne. Aflær det tillærte, dog for indlæring glæde at favne.

Kære Univers hvor er du vidunderlig.

Kære Univers hvor er det vidunderlig at være.