Space invaders!

Jeg går og går og går og….

Trædemøllens spind ruller sig i det ganske Univers af format og mægtighed med perfektionisme i alle sine vendinger.

Jeg lærte mig kunsten at være vand!

Den situation jeg befinder mig i ~ ja det er den situation jeg befinder mig i!

Det nu der var, det passerede for at være en lille del af historien. Om jeg som menneske lille dog formåede at holde det fangen….

Jeg lærte mig kunsten at det der passerede er passe og ude af hænde!

Det nu jeg værnede og forsøgte at lade stoppe den mølle jeg træde, set bragte mig svie og smerte.

Det smertede og smertede og sved og sved. Det var som om at jeg ikke tillod mig den lære at det er at lade smerten glide og slippe og bare hvile og balancere i velvære.

Jeg lærte mig at bryde en vane!

Å min vane den dejlige vane, se den jeg kende og værne og smerten kan lade sig brede – med hvilket formål – det var som om at jeg atter vendte mig mod den higende smerte.

Jeg lærte mig at det jeg ud i det ganske Univers jeg sende, se det til mig i mit lille indre univers jo igen vil vende!

Jeg går på livets landevej, jeg træder den bløde landevej. Om den vej skulle være med flintesten, tidsel, glasskår og belagt med torne af rose, se da jeg ved, at jeg kan gå og gå og vide at det ej varer ved.

Jeg lærte mig at holde mit hjertes øje mod lyset og glæden og varmes derved!

Jeg går gennem situationen jeg er i og holder min tanke rettet mod løsninger at fange. 

På min vandring den støvede livets landevej ~ fangede jeg…

Hvad er noget af det vigtigste for et menneske?

To forskelligheder jeg vælger og vrage, hvad er et og hvad er næst, se det må du og jeg hver især jo finde!

Selvtillid og selvværd, disse er to fadæser der tramper af sted og nærmest ikke fra hinanden at kende ~ og dog det lader sig dog vide med enkle snit det er at vippe og veje:

Selvtillid er hvordan jeg lille mig vurderer det jeg har præsteret!

…..Se det er såre og ganske enkel, Torah lærte mig at jeg yde det der er bedst, hverken mindre eller mere!

Selvværd er hvordan jeg lille mig vurderer mig selv som person!

Se den var jo ganske værre – for en viden jeg haver og ejer i hjerternes gemmer:”Alt det som er skabt af Skaberen” se det er alt sammen såre godt – hvis jeg stakkel skulle gøre mig en anderledes mening, se det er ej af det gode for hverken mig eller mine!

Jeg er født i et land der ikke ynder at traktere afkom med grader af mange om høje idealer omkring ~ jeg som menneske må mene om mig.

Men. MEN jeg ved at hvad der er lavt og nærmest er ude af syne – se det kan højnes og værnes, passes og plejes ~ så styrkelse på styrkelse og hele det hele.

Det var såre simpelt. Hver gang en negativ eller selv destruktiv tanke lod sig fremføre ~ blev den holdt op imod det og de ideer der fra den Skabende er bestemt ~ det der er lært er vedholdende men jeg siger dig, lyset vinder altid.

Måder og metoder fandt jeg natullerfnis i Torah -  jeg er total Torah tovli!!

-----------

Jeg siger ALDRIG noget negativ om mig selv!

Måske et menneske jeg møder på min vej har en næse om en fadæse at gøre mig, der kunne fra anden side falde et ord eller så ~ se det er blot en holdning der tilhører et andet menneske. Hvad kan jeg bruge det til!

Som jeg opfatter mig

Således opfatter mennesket jeg møder på min den så støvede den globale landevej!

Der er en cirkel at værne om her – er jeg utilfreds med hvad mening mennesker har om mig – se da er det at jeg kan pudse, polere og omformulere hvad i mig der fattes og tragtes at være.

---------

Se nu har jeg jo et problem!

Dette var meningen at være et punkt og se det magtede jeg at dele i to og lader emne det andet falde ind i en anden post til lidt senere at fragtere. 

DNA!

Jeg er en lille gruppe på èn

Såre så sårbar og dog såre så mægtigst!

Universet og jeg er et, jeg og Universet er altid sammen, og aldrig hver for sig.

Skulle jeg følge en mennesketragtet vej, uden at ænse hvad vægtigst og mægtigst ære og være?

Hvem er Universets ligemand, jeg ikke, jeg er en lille celle i et gigantisk mægtig Univers der perfekt hviler i evighedens haller.

Jeg er en lille celle jeg er ikke at skille fra det Guddommelige, det Guddommelige er ikke at skille fra mig.

Jeg er ånd og har fået tildelt et menneskets skikkelse

En tid, en menneske alder lang er jeg fraktal at se her og der det er nødvendig

Jeg er et unikt væsen af Guddommelig karakter

Stenen i haven er ligeledes af Guddommelig karakter

Ja og haven samt geden der græsser sig et græsstrå til

Energi!

Energisk energi!

Det periodiske system!

Alt er energi

Alt i Universet er energi

https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=GITb6rzpTWM

Det er et energisk Univers der spreder energi ~ energi fra kilden til alt liv ~ I Universet blev der af Universet lavet plads til lille mig, mennesket er et unikum af format – som en stjerne, som stjernedrys

Et menneske er af Gud

Alle mennesker er af Gud

Alle mennesker er et OG af Gud

Hvad et menneske taler til mig

Er af Gud

Jeg er et lille støvfnug der bliver tiltalt af Gud

Vi er alle hviskende Guder af Guddommelig karakter, stjernestøv af format formet, pudset og poleret, gnistrende stjernekastere ved sammenstød ~ bliver vi hærdede!

https://www.youtube.com/watch?v=o6jBK1ZV-qs

Som elme løv og mælkebøtte, lille viol og rosen knop, græsser og glæde, vinden den lader os svaje og styrkes derved

Livets sprødhed!

Lær at lytte: helt generelt, lyt til venner, familie, stilhed og dig selv. Som menneske har vi kendetegnes vi ved at vi vil så gerne fremføre selvet. Tromle af sted, trumfe igennem, jeg alene godt nok vide hvordan skabet skal stå!

Min erfaring lærte mig at det er en vane der kan brydes. Hvis jeg vil, vil jeg, jeg vil, og så er det en mulighed der eksisterer.

Vær krops bevidst: lær at værdsætte de små tegn og signaler din krop fortæller dig når du er, træt, ked, fuld af glæde, når du behøver kærlighed, når du bliver syg, du kan selv fortsætte listen i hvilken som helst retning der kunne behage.

Vi lever i et land hvor vi fra barnsben lærere at overhøre, at negligere små som store signaler.

Vi bliver elite egoister med vores helbred som indsats ~ Russisk roulette af format.

Min erfaring lærte mig at det er en vane der kan brydes. Hvis jeg vil, vil jeg, jeg vil, og så er det en mulighed der eksisterer.

Lær at give slip: træn dig selv i at du ikke behøver at være i kontrol i alt omkring dig. Ser du livet sker uanset om du koger over mentalt eller slapper af.

En kan ikke eje en andens liv, en kan ikke have råderet over et andet menneske, en kan ikke fastholde noget der gled af hænde.

Min erfaring lærte mig at det er en vane der kan brydes. Hvis jeg vil, vil jeg, jeg vil, og så er det en mulighed der eksisterer.

Forbliv positiv: godt humør er en energibombe samt et spark op til immunforsvaret. tag aldrig en beslutning i affekt eller dårlig humør, men oparbejd en vane i at give tid til moden overvejelse.

Immunforsvar og mangel på samme ~ tanken er fri, ordene kan flyde som der måtte sig ønsker, følelser der fraterniserer for at nedbryde hvad der er godt for det indre univers.

What I think, I create

What I feel, I attract

What I imagine, I become

 

Jeg som menneske styrer selv det med at gøre sig syg eller ej!

Kende, erkende, vide en viden eller træde vande af vane.

Min erfaring lærte mig at det er en vane der kan brydes. Hvis jeg vil, vil jeg, jeg vil, og så er det en mulighed der eksisterer. 

Livets sprødhed!

Kreativitet: Dyk ind i din indre kunstner, ved at tegne, skrive, male eller lave musik.

Skyerne hviler rastløs hen over den så nuancerede skønhed der er at skue. Forme af bløde, støv og væske der lader sig sejle der på buen der transporterer lysets farver.

Tegne det jeg kan lide.

Tegne det jeg gerne så min hverdag der være.

Tegne det jeg favner og fjoller af farver der fryder og fregner.

Jeg kan skrive et ord, sætte kulør på, og brug én smiley og danse tam tam.

Jeg kan node en flyve og kvadre en sonate og synge så fuglene fnidrer, og tromme der til.

Jeg kan male akvareller og nyse lidt med pasteller og sjatte en oliepøl så den ligner en figen der flygter fra hønsene med pletter der ligner jeg ved ikke hvad.

Lidt træg det sig hænde i starten det spæne, og lidt efter lidt så kan jeg tillade mig selv at udvide repertoiret.

Hvis jeg vil!

Vigtigheden af at tillade mig at min fantasi får lov til at udvikle sig, at få lov til at florere langt mere end gerne ~ se det er for mig som menneske måden jeg kan bruge mine tanker, mine ord som igen er basis for hvilke følelser der hopper og danser i mit indre univers ~ det er disse jeg gerne vil ind og aktivere i en retning ~ det er det der i mit lille bitte dejlige nu der er byggesten i min hverdag. 

Livets sprødhed!

Fællesskab med naturen: forsøg i hvert tilfælde at være lidt ude hver dag.

Bare tæer, let køligt græs, en tur rundt i mangen på trædetå og glæde.

Der sker noget når vi fratager os selv den ret der er at være et med naturen.

Små skridt væk fra de industrialiserede hyttesko ~

Planter, dyr, mennesker ~ alle har vi hvert sit sprog. Flere og flere er vi der forsøger at kende sprog end det egoistiske menneskes.

Se der er en solstråle, den bør opleves under åben himmel.

Skyerne sejler, danner form og facon, fantasien kan lade sig boltre og tumle i en uforglemmelig dejlighed.  

Fantasien er noget af det dyrebareste et menneske kan være tildelt.

Noget af det dyrebareste, der er så mange andre vigtigheder at fremdrage.

Land og by, hvor hører du hjemme, dog at forskønne nuet er at lade smilet tindre ud i det ganske Univers. Er der en skov, er der en park, har du mulighed ~ se et lille strå godt forankret i den Dansken muld.

Find et lille nu, lad det florere og blive til flere, lad dem yngle til langt ud over fantasien rækkevidde.

Små skridt, langsom det kan gå, for at lade sig accelerere. Jeg brugte et nu, jeg begyndte at bruge mine små øjeblikke for at lære mig den kunst at nyde ~ alt jeg er givet at nyde.

Solen favne og bugner ~ en bregne en brændenælde, bjældeklang og bogreol, brølende blinkende bragende begejstring ~ og det alt sammen i et formidabelt lille øjeblik af et nu.

Snart er der vintertide, efterårsløvet haster ilsomt af sted. Snemand frost står og tripper og venter på at lade sig forme. Gulerod og højt filur, sneboldkamp

i støvletramp ~ jeg kan næsten ikke vente!

Menneske, menneske Adam og Madam, glæde at favne. Aflær det tillærte, dog for indlæring glæde at favne.

Kære Univers hvor er du vidunderlig.

Kære Univers hvor er det vidunderlig at være.

Livets sprødhed!

Meditation: tilbring mere tid i stilhed, ved simpelthen at lytte.

Tyst daler det lille blad fra træ til jord.

Den larmende tanke kan lade sig forstumme.

Stille, stille ganske sagte omfavner roen sig.

Det er i mine dybe stille stunder jeg kan ~

Det er som om at det giver en elastisk styrke der kan brede sig til den ganske dag, ja og aften med. Det er som om at det er der jeg bliver givet al min viden, der i de dybe stille stunder.

Er der noget bestemt jeg forsøger at forstå, et spørgsmål af en eller anden art jeg tumler lidt med, da lader jeg tanken dvæle lidt herom, inden jeg dykker ind i og favner, ja det er som om jeg favner al stilhed i hele Universet.

Jeg finder stilheden i nuet, jeg finder stilheden der hvor jeg er.

Det lille blad der sad der på den stærke gren, det stolte træ. Lod sig dale. Det afgav sin livsenergi for at være med til at danne overlevelse til det stolte træ.

Det er som om, at når jeg så forlader den bløde dybe stilhed, så er det at det hele er så frisk, og parat til at erobre det der ligger udenfor denne uforstyrrethed ~ så er det at der dukke svar op, ideer ~ eller er den virkningen af den forøgede styrke. Måske bare en parathed til at stå ansigt til ansigt med nuet.

Hvor er du dog smuk du lille beskedne blad. Hver dag var du der. Du dansede i vinden, lod fremføre en tone. Din tone! Fra du var sprød og ny, bare lige foldet af forårets bugnende grønhed, til du nu dalende i efterårets kolorit, har du udvist din mageløse trofasthed.

Jeg ser, jeg lytter og jeg skønner du lille blad, du gav dig fuldt ud, du levede medens du endnu var.

Min sjæl om ikke tandhjulet i hak lader sig passe!

Der blæser en heftighed omkring sig denne vidunderlige dag.

Grenene bevæger sig yndefuldt og i tempo som om det er lige netop denne dag at bladene bør dale til kompostbunkerne.

Den store evighed bestående af energier – hvoraf jeg er en lille energienhed.

Samspil, modspil og omspil!

For mig som enkelt individ kan det måske forekomme mig en kende kaotisk. Ja som om at der overhovedet ikke er nogen som helst mening med noget af ………det der sker!

Universet er utrolig sensitivt. Så sensitiv at ordet sensitiv ikke kan overkomme at dække alle nuancerne af sensitivitet heri!

Hvert et lille strå af hår har sin betydning. Intet går til spilde, alt bliver genbrugt.

Endvidere har alt og alle gensidig indflydelse overalt!

Jeg kan så godt li´ at fremdrage mennesket. Jeg lille menneske, en samling celler der samarbejdende med henblik på – ved hjælp at udvide omfanget af min bevidsthed - at transportere sjælen fra et punkt til et andet punkt.

Når mennesket holdt op med at indånde, leget dysse i en kompost af en eller anden art – og genbruges igen og igen ~ i det ∞

Nå ja så er det sjælen ;) Den er her for at blive, smiler, og jeg vælger at bruge ordet ”finpudset” ∞ igen og igen og så nok engang

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Finpudsning af en sjæl……….

Jeg læser, jeg ser fjernsyn, jeg ser det der står skrevet i en bog! …..og så videre!

Det jeg tillader at mine øjne har fokus på – det bliver noget der er med til at forme jeg min sjæl à i en retning

Jeg hører mennesker tale, jeg hører musik, jeg hører bilernes susen – måske jeg endda også lytter til noget! …..og så videre!

Det jeg tillader af lyd omkring mig - det bliver noget der er med til at forme jeg min sjæl à i en retning

Mennesker jeg møder – alle er vi hinandens venner – vi sliber hinanden som vi ruller rundt som små sandkorn på det globale verdens marked!

Men der er noget som du også bør have nøje i din betragtning. Det jeg som menneske spiser, og hvordan jeg spiser, er ligeledes i skøn samhørighed om hvad er det der – smiler – gør indtryk på en sjæl.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Regnen slår på ruden nu. Dråber af liv fra for oven der suges ned i den smukke muld. For at blive brugt der hvor der er brug nødig – for atter at returnere til det dækkende lag der samler væske til forstøvning igen igen igen!

Selvværd.

Selv værd i høj kurs det er at hige

Kravle, klatre med vilje og få det til at stige

Fokus jeg famle og skramle og alt kunne jeg ramle

Men lavt selvværd kan erstattes med et højt af slagsen

Ih hvor vel – at grave det udu ud var rough N tough

Men det var det værd!

Hvad kan jeg nu gå og gøre, jeg søge jeg lede og prøve mig frem

På få og må og atter må jeg sige – i hvor vel

For til sidst fik jeg rettet ind mit kikkert sigte

Og omkring mit fokus min energi jeg nu lader vandre

Om det kan det hænde at af og til jeg løfte et dække, for du og herpå kan få et kig 

At leve er at turde!

Der er så stille

Der er som om der aldrig har været lyd

Der er så farveløs

Det der som om at solen aldrig har eksisteret

Der er så tomt

Det er som om at menneskeheden aldrig opstod

Et tomrum, en kapsel, det er som om jeg er fanget i et spind af usynlige lænker. Det er som om at menneskeheden stepdanser på sidelinjen, uden mål – det ser ud som om at deres virke er fatalt.

Usynlige lænker holder dem sammen og adskilt. Det er som om at intetheden ser på mig, ja holder mig i mine arme.

Først troede jeg at det var menneskeheden der var fastholdt og foruden indhold. Og jeg så at det var mig der var intetheden og jeg forsøgte at lænke tomheden.

Hvad er udenfor

Hvad er indenfor

Hvor er lænken

Hvem favner hvad

Og hvo vover intet

Ord der drysses

Jeg læste i bogen bibel noget om at menneske gjorde dette eller datte, se da i himmerige hos Gud den skabende ~ til denne skabning ville ikke der være plads!

Jeg er født og opvokset i et hjem af ganske Danske, dansk så kristne et tænkesæt at fortolde i generationer af mange og flere jeg ikke vide om få var hedninger af format. Og med uden noget som helt forhold til nogen som helst kirke. En kirke var i mit barndomshjem en bygning hvor der plads til mennesker til: barnedåb, konfirmation, bryllup og så sidst begravelse.

Men det behøvede jeg heller ikke for at leve i en sikker viden – er der itte i himmerige så evig en plads til finker så flinke, se da i helvede hedt de koge og stinke jeg tænke jeg vide.

En pige jeg lærte at kende, hun vide at og sige Bibel hun kendte en kende ~ da jeg ligesom havde en anelse om at noget jeg gjorde og bedrev i det fjerne, et hjørne af hjerne der glammede og ligne det jeg i Bibel så og læste – ”Så har den i det høje hos den højeste plads ikke overhovedet” ~ se adspurgt om dette, hun sagde og givet er sikkert var svaret omtrent hun mig sikkerheden kendegive med ord som ligner her: ”om det er hvad i Bibel er skrevet se da er det således”

På tidspunkt ad åre jeg glæden lod falde!

I stedet jeg greb og værned en tilstand af depression og nedtrykt, nede så langt som menneske mentalt kan bunden rammer, se der værned jeg og værned og traskede og traskede ~ det var som om at vi gik hånd i hånd og ikke hinanden ønskede at slippe.

Det var som om vi stor trivedes der hånd i hånd – vi blev hinandens vane. Og jeg vidste med sikkerhed når jeg engang drattede af kloden så rund – se da jeg i luer af lange og trange i evige tider traske og bebo hotellet helvede.

Så var det at jeg havde en oplevelse!

En oplevelse jeg kan kun sige der klargjorde at i Universet det ganske og kolosåsale vidunderlighed af format – i det var der kræfter af mægtige, jeg ikke med ord kan beskrive, der kundgjorde og gjorde mig klar og hermed jeg vide – at der var rum for mig af anden karat end helvede hedt i evigheden, se det var hvad der blev mig så bestemt i glæde at erfare.

Depressionen blev FEJET TOTALT UD AF EN VEDVARENDE GLÆDE.

Se da var det at jeg lovede og sagde et løfte, at jeg sandheden ville betræde.

Nu er det så sådan, om jeg lille fraktal af et menneske afgiver et løfte, se da er det at Universet samarbejder for at dette løfte der på en tid gaves eller en har givet ~ for at dette ske, ja det er livet.

I disse dage, omtrent og til den første november der omkring jeg tænke og klokken er vel at mærke jeg vide 16:35.

Viden er magt, og ingen menneske er det givet en mulighed for at erklære mig noget der mest af alt dog ligne ~ fatamorgana af en der kroner i kassen vil klejne.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Jeg blev spurgt:

Hvor gammel er du? Har du jødiske aner? Nyder du livet? Har du studeret?

Så se siden da HAR jeg i glæde studeret – og fra hjerte jeg sige – jeg nyder og favner hvad jeg er givet!