At
holde om fokus i det bløde nu. At værne ilden på stier af lange eller trange,
at værne ilden i nuet om end din vej falder dig let.
Glødende
omhu, udvælg dig dit emne, hold det til hjerte, lad det ej vige fra pladsen.
En
drøm du lade blomstre, dit før er tanken og sået så gerne, vande, det følsomme
emne, vande med omhu og med glæde du se det gro og vokse sig stærk et klenodie
af format.
Hvem
der forsøge at vælte en blusende ild, eller gøre skade, se det er ikke for
andre at magte – da styrke og omhu i nuet der smælde.
Drømme
der sprede blomster i klasse og dyner af dynge florerer og lader sig samle –
lige præcis i det lille så oversete nu.
Hvor
end jeg mig lader mig finde og se, dog i det lille blomstrende nu jeg kende og
vide at loven du stærke er stærkest overalt, i mig, om mig, under mig, over
mig, på mig smilende for mig altid og altid og evige tider der glider og sværme
med små anekdoter af blomstrende nu´er.
Mit
hjerte lader fyldes med taknemmelighed, og jeg aner en bevægende tåre der i
hjørnet af det lille øje, hvor er du dog smuk, du perfekte lille nu.
Du
er mig givet, som en vifte af perler fra evigheden er du mig beskåret at forme
med ynde og glæde og velbehag ~ og se hvor jeg med freje og fromme lader høste
med dejligen lomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar