Forglem Mig Ej

Min første post på blog Kanaph kunne fremkalde en undring.

Skudsmål er overskriften.

Lille beskedne viol

Ikke en Rose med torne
Ej heller en prangende Orkide

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Jeg er et privilegeret menneske. Jeg har fået lov til at indtræde i et job jeg elsker. Jeg har mulighed for at komme hos mange forskellige mennesker, jeg harmulighed for at komme i mange hjertevarme hjem. Jeg er ansat i det kommunale regi vi kender som hjemmeplejen.

Jeg havde fået lov til at komme i et hjem, ægtepar begge tæt på halvfems år.

Der var brug for pleje.

Mennesker med hjerterum, med holdninger de ville vedstå sig, og med hjerterum af omfang der udrykkede respekt for at andre måske var af en anden holdning end de selv.

Den dag jeg ikke har lyst til at være foruden, den dag jeg mindes med en ømhed og et strøg af vemod – er den dag jeg vil omtale her.

Det er over middag, der har været tid til en middagslur og der var brug for et besøg. Det var mig.

Hjemmet er beliggende i et formidabelt område, tæt på mulighed for eventuelle indkøb, men så meget for sig selv at der var plads til formidable oplevelser af farver på vej dertil – ja altså om en var opmærksom på dette.

Denne dag var en af de lune. Jeg ankom og gik til sengen hvor denne dejlige hjertevarme kvinde lå.

Helt stille lå du der, din vejrtrækning var ikke helt som vanlig. Jeg står lidt ved sengen, ægtemand er stille kommet til. Han kommer hen ved siden af mig hvor jeg står og stryger forsigtig over kinden. Den anden hånd er ledig, jeg holder ægtemanden i hånden og vedbliver at stryge den sarte kind.

Vi ved det begge to. Der er stille, selv fluerne viser respekt og er ikke som så ofte før.

En stille tid står vi der helt tæt på sygesengen.

Lille dejlige beskedne kvinde. Uanset hvad der blev spurgt om, uanset hvordan vi formulerede vort spørgsmål til dig – havde du intet forlangende. ”Nej det er godt sådan her” var ofte at høre. Jeg ville så inderligt gerne gøre dig noget der kunne glæde dig – smiler lidt, jeg fandt ud af at spørge på en måde så jeg rigtig kunne forstå hvad det egentlig var du gerne ville.

Lille beskedne viol

Ikke en Rose med torne
Ej heller en prangende Orkide

Du er ej mere. En lille tåre der falde, frue dit minde i hjerte sig varmer.